Der var god tilslutning og kamp om medaljerne, da AMJ, over to aftner, afviklede årets vinterarrangement med skydning til både fast mål og minihjortebanen. I flere af klasserne krævede det således omskydninger for at finde medaljevinderne.
En Laserskydebiograf fra Danmarks Jægerforbund var der også mulighed for at prøve kræfter med.
Dette vinterarrangement, med skydning til den lille løbende hjort begyndte helt tilbage i 1969, og imødeses stadig med glæde af mange af foreningens medlemmer, som også kan tage familiens børn og unge med til disse skydeaftner, men der er også god tid til hygge med kaffe, kage og vand samt snakke jagt, hunde og våben i tømrermester Ole Lautrups lokaler på Baungård i Vejen, som bliver omdannet til skydecenter disse dage.
På hjortebanen skød Ole Lautrup guld med 29 point af 30 mulige. Tom Hansen skød sølv, ligeledes med 29 point. Dennis Sørensen skød bronze med 28 point.
Seniorklassen blev vundet af Knud Christoffersen som skød guld med 27 point. Jørgen Ladegaard skød sølv med 25 point mens Hans Gejl skød bronze, ligeledes med 25 point.
På banen med fast mål skød Per Bertelsen guld. Bjarne Petersen skød sølv og Ole Lautrup bronze.
I klassen med de yngste skytter, som dyster på banen med fast mål, op til 10 år skød Rasmus Johnsen guld med 71 point. Asgar Fredslund skød sølv med 70 point og Jacob Fredslund bronze med 69 point. I klassen fra 11 til 14 år skød Nicolaj Wagner guld med maksimum 72 point og Kasper Johnsen skød sølv med 71 point.